Få malere legemliggør den nederlandske guldalder så fuldstændigt som Rembrandt van Rijn. Eftertragtet portrætmaler, raderer af sjælden opfindsomhed og fortolker af de store bibelske fortællinger gjorde han lyset til sit motiv i lige så høj grad som sit redskab. Hans lærreder, hvor skyggen synes at ånde, og ansigtet fyldes med et indre liv, øver fortsat en varig fascination på både publikum og kunstnere. At forstå Rembrandt er at følge et menneskeligt forløb gennemtrængt af ambition, anerkendelse og prøvelser, hvor hvert trin har næret et værk af en psykologisk dybde, der er forblevet uden sidestykke.
Et forløb mellem Leiden og Amsterdam
Rembrandt Harmenszoon van Rijn fødtes den 15. juli 1606 i Leiden i en forholdsvis velstående møllerfamilie. Han var en tid indskrevet ved universitetet i sin fødeby, men vendte sig hurtigt mod maleriet og uddannede sig først hos lokale mestre, inden et afgørende ophold i Amsterdam i Pieter Lastmans atelier. Sidstnævnte, præget af italiensk kunst og forkærligheden for det historiske motiv, videregav til den unge maler sansen for den dramatiske komposition og fortællingen.
Tilbage i Leiden arbejdede Rembrandt en tid selvstændigt og slog sig derefter varigt ned i Amsterdam mod slutningen af 1620'erne. Byen, som dengang var på højdepunktet af sin kommercielle velstand, tilbød en talrig kundekreds af købmænd, notabiliteter og lav, der ønskede at blive portrætteret. Det var i denne sammenhæng, at kunstneren opbyggede sit ry, mangedoblede bestillingerne og hævdede en personlig manér, hvor den minutiøse iagttagelse forenedes med en ny ekspressiv intensitet.
Clair-obscur, lysets sprog
Rembrandts signatur beror først og fremmest på hans beherskelse af clair-obscur, denne kunst at modulere lys og skygge for at give sine figurer relief og alvor. Langt fra en blot effekt bliver lyset hos ham et middel til at samle opmærksomheden, antyde tiden og afsløre personernes indre. Et ansigt, der træder frem af halvmørket, en hånd oplyst midt i en mørk scene: disse valg styrer blikket og giver kompositionen en næsten teatralsk dimension.
Denne tilgang ses lige så vel i hans portrætter som i hans store religiøse scener. »Kristus i stormen på Genesaret Sø«, malet i 1630'erne, illustrerer den måde, hvorpå kunstneren organiserer dramaet gennem kontrasten: båden fanget i bølgegangen, disciplenes spændte ansigter og lysgennembruddet gengiver fortællingen med en umiddelbar kraft. Reproduktionen af dette værk lader os nærme os fortællekunsten hos Rembrandt, hvor den rasende natur bliver skueplads for en delt følelse.
Portrætter og store fortællinger
Portrættet indtager en central plads i Rembrandts karriere. Opmærksom på sine modellers fysiske tilstedeværelse i lige så høj grad som på deres karakter forstod han at gengive et stofs tekstur, en flippes glans eller trætheden i et blik. Portrættet af »Marten Soolmans«, udført i 1634, hører til denne åre af portrætter af Amsterdams borgerskab: en elegant skikkelse fanget i fuld figur, det vidner om den omhu, der er lagt i klædedragten og holdningen, tegn på bestillerens sociale status. Tilbudt som reproduktion giver dette billede et trofast indtryk af det pragtfulde portrætmaleri i 1600-tallet.
Rembrandt udmærkede sig ligeledes i kompositioner med flere figurer og i motiver hentet fra Det Gamle og Det Nye Testamente. »Nattevagten«, et vældigt maleri af et borgerværn fuldendt i 1642, bryder med denne genres statiske iscenesættelse ved at indføre bevægelse og lysvirkninger, der fordeler rollerne inden for gruppen. »Moses knuser lovens tavler« hører derimod til den store bibelske fortælling, hvor gestus og udtryk samler hele episodens mening. Disse værker viser en maler, der er optaget af at forny de etablerede formler snarere end at rette sig efter dem.
Selvportrætterne udgør endelig en helt særlig gruppe, spredt ud over hele hans karriere. Ved at tage sig selv som model, fra den ambitiøse unge mand til den gamle mand med det alvorlige blik, efterlod Rembrandt en enestående visuel krønike, hvor studiet af fysiognomien forenes med en refleksion over tidens gang og over kunstnerens vilkår.
Personlige prøvelser og arv
Rembrandts bane var ikke fri for vanskeligheder. De første Amsterdam-års succes veg pladsen for modgang, ikke mindst økonomisk, som tvang ham til at skille sig af med en del af sine ejendele og sine samlinger. Familiære tab, deriblandt hans hustru Saskia van Uylenburghs bortgang i 1642, prægede dybt en tilværelse, hvis prøvelser synes at have forstærket alvoren og inderligheden i det sene værk, der ofte regnes for det mest gribende.
Rembrandt døde i Amsterdam den 4. oktober 1669. Hans indflydelse, som var betydelig allerede i hans levetid gennem hans mange elever, er vokset uophørligt. Maler, men også raderer af en anerkendt virtuositet i ætsningskunsten, fornyede han varigt kunsten om portrættet og lyset og inspirerede generationer af kunstnere, der var opmærksomme på blikkets sandhed og skyggens kraft. I dag figurerer hans malerier blandt de store museers højdepunkter, og udbredelsen af omhyggelige reproduktioner lader et bredt publikum stifte bekendtskab med en kunst, hvor teknikken altid stiller sig i følelsens tjeneste.
At nærme sig Rembrandt van Rijn er at fatte, hvor meget en maler alene gennem beherskelsen af lyset kan forvandle et ansigt eller en scene til en meditation over det menneskelige. Hans værk forbliver en indbydelse til at betragte langsomt, til at fornemme, hvad skyggen afslører lige så meget som det, den skjuler.
Oplev alle reproduktioner af malerier af Rembrandt van Rijn.
