Anna Boberg (1864-1935) stod længe i skyggen af de store navne inden for skandinavisk maleri, men indtager i dag en helt særlig plads i nordisk kunsthistorie. Hun var en i vid udstrækning selvlært svensk kunstner, som viede en væsentlig del af sit værk til Lofoten, den øgruppe i det nordlige Norge, hvis lys, bjerge og hav hun malede gennem næsten tre årtier. Hendes arbejde, i krydsfeltet mellem landskab og udforskning, fortjener at blive genopdaget for sin sammenhæng og sin egenart.
Et forløb mellem Stockholm og det høje nord
Anna Boberg blev født i Stockholm i 1864 og voksede op i et miljø, hvor kunst og arkitektur indtog en central plads: hun var datter af arkitekten og kunstneren Fredrik Wilhelm Scholander. I 1888 giftede hun sig med Ferdinand Boberg, en af tidens mest fremtrædende svenske arkitekter. Ægteskabet bragte hende ind i hovedstadens kulturelle kredse, men det var ad en personlig vej, i vid udstrækning uden for de akademiske institutioner, at hun kom til maleriet.
Anna Boberg var grundlæggende selvlært og uddannede sig gennem praksis, iagttagelse og rejser. Denne mangel på konventionel akademisk uddannelse, som kritikken ofte har fremhævet, forklarer til dels friheden i hendes udtryk og hendes uafhængighed af de dominerende skoler. Hun begrænsede sig i øvrigt ikke til maleriet, men udforskede gennem hele sit liv flere områder inden for kunsthåndværket.
Overgangen til det 20. århundrede var for kvindelige kunstnere en periode med gradvise landvindinger, men stadig fyldt med forhindringer. I denne sammenhæng er Anna Bobergs position dobbelt særegen: som kvinde i et overvejende mandligt miljø var hun også en skabende kunstner, der nægtede at lade sig indordne under en enkelt genre eller en enkelt teknik. Hendes forløb illustrerer, hvordan et personligt kald, næret af rejser og direkte erfaring med motivet, kunne hævde sig uden for de officielle veje til kunstnerisk uddannelse.
Lofoten, et atelier under åben himmel
Det afgørende møde i hendes karriere var mødet med Lofoten, som hun opdagede helt i begyndelsen af det 20. århundrede, og hvortil hun regelmæssigt vendte tilbage gennem omkring tre årtier. Dette område med stejle bjerge, der styrter ned i havet, med fiskerlandsbyer og foranderlige himle, blev det centrale motiv i hendes værk. Hun malede der i alle årstider og trodsede kulden, polarnatten og barske forhold for på stedet at indfange variationerne i det arktiske lys.
Hendes lærreder bærer ofte betegnelsen »studie«, hvilket afslører en tilgang baseret på direkte iagttagelse og den gentagne konfrontation med det samme landskab. Værker som Night over Store Molla. Study from Lofoten eller Vaagakallen. Study from Lofoten vidner om denne tilknytning til bestemte steder i øgruppen — øen Store Molla, toppen af Vågakallen — som hun gengiver på forskellige tidspunkter og i forskellig belysning.
Valget af Lofoten var på ingen måde tilfældigt. Ved sæson efter sæson at slå sig ned i en øgruppe, der er kendt for sit barske klima og for isolationen af sine fiskersamfund, gjorde Anna Boberg den fysiske udfordring til en integreret del af sin kunst. At male Norden forudsætter, at man accepterer dens strabadser, og denne udholdenhed viser sig i den vedholdenhed, hvormed hun vender tilbage til den samme horisont, som for at udtømme alle dens nuancer.
Denne gentagne tilnærmelse til det samme område bringer Anna Boberg tæt på en form for udforskende maleri, hvor kunstneren dokumenterer lige så meget, som hun fortolker. Havet, sneen, genskinnene og undertiden nattelysene i Norden udgør et sammenhængende visuelt repertoire, præget af en vedvarende opmærksomhed på stemning frem for på det anekdotiske.
En kunstner med mange facetter
At reducere Anna Boberg til blot hendes nordiske landskaber ville være at overse omfanget af hendes virke. Ud over maleriet interesserede hun sig for de anvendte kunstarter og arbejdede inden for så forskellige områder som tekstil, keramik og glas. Hun udmærkede sig også i udformningen af scenografier og projekter knyttet til teatret og efterlod sig desuden skrifter.
Denne alsidighed er i tråd med tidens ånd, hvor grænserne mellem de skønne kunster og kunsthåndværket havde tendens til at udviskes, ikke mindst i kølvandet på de bevægelser, der var optaget af fornyelsen af de anvendte kunstarter. Hos Anna Boberg splitter denne mangfoldige nysgerrighed ikke værket: den bekræfter tværtimod dets sammenhæng, sammenhængen hos en skabende kunstner, der var opmærksom på materialet, farven og lyset i alle deres former.
Denne åbenhed over for de forskellige discipliner nærede uden tvivl hendes blik som maler. Opmærksomheden på materialevirkninger, farveovergange og lysspil, som man ser i hendes landskaber, synes at forlænge en og samme samlede følsomhed på lærredet. Langt fra at være sekundære aktiviteter indgår disse udflugter til de anvendte kunstarter i en krævende og sammenhængende opfattelse af det skabende arbejde.
En sen anerkendelse og en fornyet eftertid
I sin levetid fik Anna Boberg en blandet modtagelse. Selv om hendes arbejde fandt genklang i udlandet, forblev det længe undervurderet i Sverige, hvor hendes egenart og hendes status som selvlært kvindelig kunstner ikke gjorde den institutionelle anerkendelse lettere. Det var ofte først efter hendes død i 1935, at værdien af hendes nordiske værk blev fuldt ud revurderet.
I dag værdsættes hendes landskaber fra Lofoten for deres oprigtighed og deres evokative kraft, og en del af hendes arbejde opbevares i svenske offentlige samlinger. Denne genopdagelse ledsages af en fornyet interesse blandt kunstelskere for en kunst, der forener iagttagelsens stringens med en følsomhed over for det nordiske sublime.
For den, der ønsker at bringe dette univers ind i sit hjem, giver flere reproduktioner mulighed for at nærme sig ånden i hendes værk, som Maleriet Havnen i Svolvær på højdepunktet af fiskesæsonen, studie fra Lofoten eller Maleriet Strand. Studie fra det nordlige Norge. Disse billeder forlænger på deres egen måde det blik, som Anna Boberg rettede mod det høje nords kyster, mellem fiskernes slid og landskabets uendelighed.
Oplev hele udvalget af reproduktioner af malerier af Anna Boberg.
