Der findes kun få malere, som i en karriere afkortet af krigen formåede at forvandle skildringen af dyreverdenen til et så sammenhængende åndeligt sprog. Franz Marc hører til denne lille kreds. Som central skikkelse i den tyske ekspressionisme og medstifter af Blaue Reiter-bevægelsen gjorde han hesten, hjorten og koen til hovedpersoner i et maleri, hvor farven bliver bærer af mening. Hans lærreder, med rene farvetoner og forenklede former, hører i dag til milepælene i det tidlige 20. århundredes moderne kunst. Denne artikel tilbyder en nøgtern og veldokumenteret rejse gennem hans liv, hans indflydelser og nogle af hans mest betydningsfulde værker.
Franz Marc, et kort og intenst livsforløb
Franz Marc blev født den 8. februar 1880 i München, i et miljø hvor kunsten ikke var fremmed: hans far, Wilhelm Marc, var landskabsmaler. Efter en tid at have overvejet studier i teologi og filosofi vendte den unge mand sig mod maleriet og gik på Kunstakademiet i München ved århundredskiftet. Rejserne spillede en rolle i hans dannelse, ikke mindst hans ophold i Frankrig, hvor han opdagede det maleri, der på det tidspunkt vendte op og ned på Europa.
Hans egentlige karriere var kort. Det var især fra slutningen af 1900-tallets første årti og begyndelsen af 1910'erne, at Franz Marc udviklede en personlig stil, før Første Verdenskrig brat afbrød hans arbejde. Indkaldt til militærtjeneste døde han den 4. marts 1916 nær Verdun, seksogtredive år gammel. Denne tidlige død forhindrede ikke hans værk i at udøve en varig indflydelse: tyske og internationale offentlige samlinger bevarer i dag flere af hans mest berømte lærreder.
Blaue Reiter og en tidsalders indflydelser
Man kan ikke forstå Franz Marc uden at placere ham i sin tids kunstneriske overflod. Hans tidlige værker bærer præg af impressionismen og postimpressionismen, og eksemplet med Vincent van Gogh hører til dem, der satte varige spor i ham med farvens intensitet og penselstrøgets udtryksfuldhed. I München knyttede hans møde med maleren August Macke et afgørende venskab, båret af udveksling om farven og om det maleriske moderne.
I 1911 gik Franz Marc sammen med Wassily Kandinsky om at grundlægge Blaue Reiter, »den blå rytter«, et af de vigtigste arnesteder for den tyske ekspressionisme. Gruppen udgav en almanak, der samlede tekster og reproduktioner, og forsvarede en åndelig opfattelse af kunsten, åben over for folkekunst, børns kunst og ikke-europæiske traditioner. Marc interesserede sig desuden for sin tids formelle undersøgelser, fra kubismen til futurismen, samt for farvespillet i orfismen legemliggjort af Robert Delaunay. Disse bidrag nærede et værk, hvor den geometriske konstruktion og den kromatiske vibration svarer på hinanden.
Farven og dyret som sprog
Det mest genkendelige træk ved Franz Marc ligger i hans måde at placere dyret i maleriets centrum. Hos ham er hesten, tigeren, hjorten eller koen ikke blot pittoreske motiver: de legemliggør en form for uskyld og harmoni med naturen, en renhed, som kunstneren gerne stillede op mod den menneskelige verdens kompleksitet. Denne indføling med dyreriget giver hans lærreder en kontemplativ, til tider næsten mystisk dimension.
Til dette syn føjer sig en refleksion over farvernes symbolske værdi. Franz Marc formulerede sammenhænge mellem toner og åndelige kvaliteter, idet han for eksempel forbandt det blå med en alvorlig og åndelig dimension, det gule med mildhed og glæde, det røde med stoffet og dets tyngde. Denne kromatiske grammatik, uden at være et rigidt system, kaster lys over den indre logik i mange værker: farven beskriver dér ikke den synlige verden, den udtrykker dens indre mening. Formerne, forenklede og dynamiserede, forlænger denne søgen ved at organisere fladen som en rytme.
Mod slutningen af sit liv drev Franz Marc denne logik videre og vendte sig mod et stadig mere abstrakt maleri, hvor dyreformerne til tider opløses i et spil af farvede planer. Denne udvikling vidner om et sammenhængende forløb, fra begyndelsens realisme til en spirende abstraktion, som krigen ikke gav ham tid til at uddybe.
Fra ikoniske værker til reproduktioner
Blandt de værker, der bedst legemliggør Franz Marcs kunst, indtager Tårnet af blå heste en særlig plads. Malet i 1913 samler denne monumentale komposition dybblå heste i en arkitektur rejst mod himlen, hvor den dyriske kraft forvandles til et næsten åndeligt opsving. Dette maleris omtumlede historie, forsvundet under Anden Verdenskrig, har styrket dets status som ikon og næret publikums tilknytning til kunstneren.
Den gule ko, udført i 1911, illustrerer for sin del den strålende brug af farven, der kendetegner Marc. Dyret, grebet i en springende bevægelse, træder frem mod et landskab i friske toner, og den gule farvetone udfolder dér netop den værdi af mildhed og glæde, som maleren tilskrev den. Disse to værker, der ofte citeres, opsummerer i sig selv hovedlinjerne i hans tilgang: dyrets centrale placering, forenklingen af formerne og farvens symbolske ladning.
Det heste-relaterede tema, så nærværende i hans arbejde, genfindes i kompositioner som Heste i hvile, tilgængelig i reproduktion for den, der ønsker at bringe dette univers af farvet ro ind i sit hjem. En sådan reproduktion gør det muligt at komme tættere på, i hjemlig målestok, følsomheden hos en maler, hvis originaler i dag omhyggeligt bevares på museum. Den forlænger således, i en privat ramme, betragtningen af en kunst, der intet har mistet af sin evokative kraft mere end et århundrede efter sin tilblivelse. Franz Marcs værk forbliver en invitation til at se verden på en anden måde, gennem prismet af en farve, der er blevet til tanke.
Oplev hele udvalget af reproduktioner af Franz Marcs malerier.
