Gustave Moreau, født i Paris den 6. april 1826 og død samme sted den 18. april 1898, indtager en særlig plads i det franske maleri i 1800-tallet. Uddannet hos François-Édouard Picot og beundrer af Delacroix og Théodore Chassériau blev han en af symbolismens mestre. Hans lærreder øser af mytologiske og bibelske kilder for at skabe en verden af kostbar detalje og drømmeagtig atmosfære, hvor selve materialet synes ladet med mening. Langt fra det moderne livs scener, som hans samtidige foretrækker, opbygger Moreau et litterært og drømt forestillingsunivers, næret af læsning og meditation, som varigt har præget både sin egen tids følsomhed og de efterfølgende generationers.
At opdage Moreau er at træde ind i et univers, hvor fortællingen betyder mindre end den sindstilstand, den vækker. reproduktioner af malerier af Gustave Moreau gør det muligt at nærme sig dette maleri indefra, at følge den gyldne tråd i hans penselstrøg og dybden i hans baggrunde. Man må dog placere kunstneren i sin tid, forstå hans uddannelse og den vej, der fører ham fra Salon til atelier og gør ham til en referencefigur for den spirende modernitet.
En maler af drømmen og mytologien
Anerkendelsen kommer til Moreau ved Salonen i 1864 med »Ødipus og Sfinksen«. Motivet, lånt fra den græske tragedie, stiller helten og det bevingede væsen ansigt til ansigt i en kamp mellem blikke, der holder handlingen svævende på gådens rand. Denne måde at behandle myten på — ikke som en historisk anekdote, men som et indre teater — bliver malerens signatur. Hos ham stivner figuren ofte i en ubevægelig kontemplation, som grebet af en tanke, der overgår ham.
De temaer, Moreau holder af — antikke figurer, bibelske episoder, skæbnesvangre heltinder — giver ham anledning til et maleri af kostbar detalje. Smykker, våben, broderede stoffer og fantastiske arkitekturer befolker hans kompositioner med en overflod af genstande, bearbejdet med en guldsmeds omhu. Denne rigdom er aldrig gratis: den indgår i en opfattelse, hvor ornamentet siger noget om væsenernes sjæl, hvor den glitrende overflade dækker over en bund af uro og melankoli. Den atmosfære, der udgår derfra, hører både drømmen og synet til.
»L'Apparition« og den symbolistiske svimmelhed
Blandt de værker, der gjorde Moreau berømt, findes »L'Apparition« (1876), en akvarel, der i dag opbevares på Musée d'Orsay. Maleren iscenesætter her Salome over for det svævende hoved af Johannes Døberen, omgivet af en lysende glorie. Den bibelske episode lades med en hallucineret intensitet: danserinden, ubevægelig, synes at betragte det syn, hun selv har fremkaldt. Hovedet, svævende i luften, udstråler et uvirkeligt lys, der svarer til glansen fra de ædelstene, figuren er smykket med.
Samme år behandler Moreau et beslægtet motiv i »Salome dansende for Herodes« (1876) og udfolder den samme forkærlighed for pragtfuld arkitektur og udsmykning. Disse billeder af Salome har varigt fascineret sindene. »L'Apparition« blev navnlig hyldet af Joris-Karl Huysmans i hans roman »Mod strømmen«, hvor personen des Esseintes gør lærredet til genstand for besættende kontemplation. Gennem denne litterære side er Moreaus værk blevet en sand ikon for symbolismen, et mødested mellem maleri og litteratur, mellem det malede billede og det ord, der kommenterer det.
»Den unge mand og døden« og »Højsangen«
To kompositioner gør det muligt at måle omfanget af Moreaus register. Den unge mand og døden stiller ungdommens skikkelse over for dens skæbne i en allegori, hvor skønheden og forgængeligheden svarer hinanden. Det alvorlige motiv egner sig til dette meditative maleri, som hos Moreau forvandler den abstrakte idé til sanseligt nærvær. Værket udtrykker malerens fascination af tærskler, de øjeblikke hvor tilværelsen vipper, og hvor det synlige grænser op til det usynlige.
Omvendt øser Højsangen af den bibelske kilde til kærlighedsdigtet for at skabe et billede, hvor glød og fordybelse blander sig. Teksten, en af de mest lyriske i traditionen, giver Moreau stof til en drømmen om begær og spiritualitet, to registre som hans maleri aldrig sætter op mod hinanden, men fletter sammen. Man genfinder hans sans for den dybe farve, hans måde at få det røde og det gyldne til at synge, hans penselstrøg der lægger materialet, som man anbringer en ædelsten i en indfatning.
Disse to titler illustrerer en konstant i værket: troskaben mod de store tekster, mytologiske eller hellige, og afvisningen af at illustrere dem fladt. Moreau fortæller ikke, han antyder; han beskriver ikke en scene, han uddrager dens essens. Beskueren indbydes ikke til at forstå en intrige, men til at opleve en stemning.
En kostbar materies »nødvendige rigdom«
Moreaus stil kendes på sin rige, tæt bearbejdede materie, hvor kostbare stoffer træder frem. Maleren talte selv om den »nødvendige rigdom«: langt fra en simpel dekorativ luksus svarer denne overflod til et indre krav, det at give maleriet en drøms tæthed. De mørke baggrunde bestikkes af glimt, overfladerne dækkes af et minutiøst net af højlys, figurerne træder frem af et skimrende halvmørke. Penselstrøget ophober, lagdeler, ciselerer, indtil det frembringer dette indtryk af en verden, der på én gang er fast og svævende.
Dette litterære og drømte forestillingsunivers gør Moreau til en maler for sig, vanskelig at indordne blandt sin tids skoler. Hans bolig vidner om det: han testamenterer sit hus og atelier på 14 rue de La Rochefoucauld i Paris' niende arrondissement til staten. Det blev til Musée Gustave-Moreau, åbnet i 1903, og rummer mere end tusind malerier og tusindvis af tegninger. Dette enestående sted, tænkt af kunstneren selv som et skrin for hans arbejde, byder på en dykken uden lige ned i hans forestillingsverdens værksted, fra de store færdige lærreder til de mest hemmelige skitser.
En mester åben over for moderniteten
Fra 1892 underviser Moreau ved École des beaux-arts. Hans pædagogik, frisindet og opmuntrende, står i kontrast til den herskende akademisme: han tilskynder sine elever til at dyrke deres eget blik frem for at efterligne en manér. Fra hans atelier udgår kunstnere, der vil høre til de mest nyskabende i det følgende århundrede — Henri Matisse, Georges Rouault, Albert Marquet. Paradokset er sigende: denne maler af den mytologiske drøm, tilsyneladende vendt mod fortiden, uddanner dem, der skal opfinde fauvismen og forny farven. Hans frihed som lærer forlænger således, i en anden form, friheden i hans maleri.
Det er måske dér, Moreaus dybe modernitet ligger: i denne evne til at befri farven og materien fra den blotte beskrivende funktion, til at gøre lærredet til et rum for meditation lige så meget som for fremstilling. Hans elever vil ikke huske hans motiver, men denne lektion i dristighed og opmærksomhed.
At leve med et værk af Moreau derhjemme
At hænge en reproduktion af Moreau op er at bringe et maleri ind i hjemmet, som giver sig langsomt. Disse tætte kompositioner med dybe baggrunde og gyldne glimt holder af et blødt, strejfende lys, der efterhånden afslører deres detaljer. En rettet lampe, aftenens varme klarhed, får højlysene til at spille bedre end en frontal og hård belysning. Maleriet bliver da et brændpunkt for blikket, et punkt som øjet vender tilbage til.
På en mørk væg eller en dyb nuance — skovgrøn, natteblå, siennabrun — vinder guldet og det røde i »L'Apparition« eller »Højsangen« i genklang. Et generøst format påtrænger sig over en konsol eller et anretterbord, i en entré, et arbejdsværelse eller en læsestue, hvor man tager sig tid til at standse op. En diskret indramning med fine profiler lader den malede materie fylde det hele uden at konkurrere med den. Sådan anbragt nøjes Moreaus værk ikke med at pryde et interiør: det skaber en udsigt, en tærskel åben mod dets drømmeteater.
