John William Waterhouse, britisk maler fra anden halvdel af 1800-tallet, indtager en særlig plads i kunsthistorien. Som arvtager til den store akademiske tradition, men samtidig tæt på den præraffaelitiske følsomhed, viede han sit værk til skikkelser fra den antikke mytologi, poesien og legenden. Hans lærreder, befolket af drømmende heltinder og væsener hentet fra gamle fortællinger, bliver ved med at betage et bredt publikum. Denne artikel ser nærmere på hans løbebane, hans ikoniske værker og de træk ved en stil, der krydsede slutningen af den victorianske tid for at folde sig ud helt frem til begyndelsen af 1900-tallet.
En biografi mellem Rom og London
John William Waterhouse fødes i Rom i 1849. Begge hans forældre er malere, og barnet vokser dermed op i et miljø, hvor den kunstneriske praksis er en daglig selvfølge. Denne italienske fødsel er ikke uden betydning: byen, rig på sin antikke arv og sine mesterværker fra renæssancen, præger varigt den kommende kunstners forestillingsverden. Familien vender tilbage til England, mens han endnu er ung, og det er i London, at hans uddannelse fortsætter.
Waterhouse optages på skolerne ved Royal Academy of Arts, dengang en central institution i det britiske kunstliv. Her lærer han tegning, komposition og beherskelsen af de klassiske teknikker, samtidig med at han udvikler en udpræget forkærlighed for historiske og mytologiske emner. Fra 1870'erne udstiller han jævnligt på Royal Academy, og hans ry opbygges gradvist gennem årtierne. Anerkendt af sine kolleger vælges han til medlem af netop dette akademi, en institutionel hædring, der vidner om hans plads i sin tids kunstneriske landskab.
Hans løbebane er en tålmodig kunstners, tro mod de temaer, der ligger ham på sinde, og opmærksom på sin tids æstetiske forandringer. Han arbejder til livets slutning trods sygdom og dør i London i 1917. Han efterlader sig en samling værker, der efter en periode med relativ glemsel i løbet af 1900-tallet har genvundet stor gunst hos både publikum og kunsthistorikere.
Værker næret af poesi og mytologi
Waterhouses navn er stadig uadskilleligt fra The Lady of Shalott, malet i 1888. Inspireret af Alfred Tennysons digt viser lærredet heltinden, der forlader sit tårn i en båd og driver mod Camelot og mod døden. Motivet, hentet fra den arthurianske sagnkreds, samler alt det, der kendetegner Waterhouses kunst: en litterær reference, en ensom heltinde grebet i et afgørende øjeblik og en melankolsk stemning båret af en omhyggelig behandling af lys og genskin. Værket er i dag et af de mest berømte inden for britisk 1800-talsmaleri.
Den klassiske mytologi tilbyder maleren et andet foretrukket repertoire. De antikke fortællinger, forvandlingen og den gådefulde kvindeskikkelse gennemsyrer hans værk. Blandt hans markante lærreder er En havfrue, hvor kunstneren giver skikkelse til dette sagnomspundne væsen på grænsen mellem menneskenes verden og havets. Her udfolder Waterhouse sin forkærlighed for motiver, hvor skønheden farves af uro, et tilbagevendende tema i århundredets sene maleri, hvor femme fatale og det forførende væsen indtager en fremtrædende plads.
Gennem disse motiver lånt fra Tennyson, Keats, Ovid eller den arthurianske tradition nøjes Waterhouse ikke med at illustrere tekster. Han søger at gengive en følelse, en indre tilstand, ofte forventningens, begærets eller skæbnens. Hans kompositioner tillægger den naturlige kulisse stor betydning — haverne, dammene og blomsterne, der fuldt ud er med til at skabe stemningen og forlænger personernes følelse.
En stil i krydsfeltet mellem præraffaelisme og akademisme
Waterhouses stil forstås bedst i krydsfeltet mellem flere arvegods. Man knytter ham ofte til den præraffaelitiske bevægelse, hvis forkærlighed for litterære og middelalderlige motiver, kvindeskikkelser og opmærksomhed på naturen han deler. Han tilhører dog en senere generation end grundlæggerne af Det Præraffaelitiske Broderskab, og hans kunst bevarer et solidt akademisk fundament, erhvervet på Royal Academy. Dette dobbelte ophav forklarer det særegne ved hans stil.
.jpg?width=1280)
Hans teknik udvikler sig med tiden. Hvor de tidlige værker vidner om en minutiøs finish, bliver hans penselføring friere og mere levende i modenhedens lærreder, under indflydelse af tidens studier af lyset og friluftsmaleriet, der præger slutningen af 1800-tallet. Denne penslens smidighed bidrager til den drømmende stemning i hans malerier, hvor konturerne undertiden smelter sammen med det omgivende lys. Waterhouse forbliver ikke desto mindre knyttet til kompositionens klarhed og til udtryksfuldheden i ansigter og positurer.
Hans værk befinder sig således i overgangen mellem den victorianske tid og den edwardianske æra. Det viderefører en fortællende og symbolsk tradition, samtidig med at det åbner sig mod en mere moderne følsomhed i behandlingen af det maleriske stof. Denne mellemposition er langtfra en svaghed, men netop det, der giver hans kunst dens rigdom og sammenhæng, genkendelig blandt alle.
En arv genopdaget og udbredt gennem reproduktion
Efter at have været noget forsømt i løbet af 1900-tallet, en periode hvor det victorianske fortællende maleri blev anset for gammeldags, har Waterhouse nydt godt af en betydelig fornyet interesse. De udstillinger og publikationer, der er blevet viet ham, har bidraget til at nyvurdere hans indsats og placere ham blandt sin tids væsentligste malere. Hans univers, på én gang lærd og tilgængeligt, berører i dag et langt bredere publikum end kun specialisternes.
Denne genopdagelse forlænges naturligt gennem udbredelsen af reproduktioner af hans værker. Maleri Lamia - John William Waterhouse | Reproduktion lader os således genfinde en af hans skikkelser inspireret af Keats' poesi, hvor væsenet halvt kvinde, halvt slange fuldt ud legemliggør motivet med den tvetydige forførelse, som kunstneren holdt af. På en mere intim måde viser Maleri Hovedet af en model - John William Waterhouse | Reproduktion studiet af et ansigt og afslører malerens tålmodige arbejde med de træk, det udtryk og det blik, der giver hans personer deres nærvær.
At vælge en reproduktion af Waterhouse er at invitere en del af denne forestillingsverden næret af myter, poesi og legender ind i sit hjem. Hans lærreder bevarer, et århundrede senere, en uformindsket evne til at få os til at drømme og undre os. De vidner om et øjeblik i britisk kunst, hvor den klassiske kultur, litteraturen og skønheden mødtes i én og samme søgen efter mening, og minder om den blivende plads, som John William Waterhouse indtager i det europæiske maleris historie.
Opdag alle reproduktioner af John William Waterhouses malerier.
