Carl Moll (1861-1945) var en diskret, men afgørende skikkelse på den wienske kunstscene omkring århundredeskiftet, og han tilhørte den generation af østrigske malere, der førte deres lands kunst ind i moderniteten. Som medstifter af Wienersecessionen, nær ven af Gustav Klimt, udstillingsarrangør og kunsthandler i lige så høj grad som skaber indtog han en enestående position: en kunstner, der både formåede at male og at holde liv i et miljø. Hans værk, domineret af intime interiører, haver og udsigter over Wien, tilbyder en værdifuld indgang til at forstå det æstetiske klima i den østrigske hovedstad under Belle Époque.
En løbebane i hjertet af det kunstneriske Wien
Carl Moll blev født i Wien i 1861 og uddannede sig hos Emil Jakob Schindler, en af de fremmeste repræsentanter for østrigsk landskabsmaleri i sin tid og fortaler for en såkaldt "atmosfærisk" eller "stemningsfuld" impressionisme. Denne nærhed var afgørende, både kunstnerisk og personligt: efter Schindlers død giftede Moll sig med hans enke, Anna. Han blev dermed stedfar til Alma Schindler, den senere Alma Mahler, en af de mest omtalte personligheder i det wienske kulturliv, som efter hinanden var gift med komponisten Gustav Mahler, arkitekten Walter Gropius og forfatteren Franz Werfel.
Denne familiære forankring placerer Moll i centrum af et tæt netværk af kunstnere, musikere og intellektuelle. Hans hus på højderne ved Hohe Warte, i et villakvarter hvor arkitekten Josef Hoffmann arbejdede, blev et mødested for kunstverdenen. Moll var ikke blot maler: han spillede en aktiv rolle i tilrettelæggelsen af kulturlivet, navnlig gennem sit engagement i udstillinger og senere i kunsthandelen.
En stil mellem atmosfærisk impressionisme og Secession
Carl Molls maleri forstås først og fremmest gennem sit udgangspunkt: arven fra Schindler og hans forkærlighed for lysets nuancer, tonernes tilbageholdenhed og opmærksomheden på landskaber. Fra denne skole bevarer Moll en følsomhed over for stemninger, foranderlige himle og dagens almindelige øjeblikke. Hans palet, som regel afmålt, foretrækker nøgterne harmonier frem for demonstrativ pragt.
Fra slutningen af 1890'erne udvikler hans arbejde sig i mødet med de nye strømninger, der gennemstrømmer Europa. Indflydelsen fra postimpressionismen, tiltrækningen mod den dekorative komposition, der er kendetegnende for Jugendstil, og secessionens ånd retter hans måde mod ofte mere konstruerede, undertiden kvadratiske formater, hvor fladernes anordning og beskæringen får stigende betydning. Moll dyrkede også træsnittet, en teknik der var på mode i de secessionistiske kredse, og som førte ham til at forenkle formerne og arbejde med flader og kontraster.
Denne udvikling gør ham til en overgangskunstner: hverken ren arvtager af det 19. århundredes landskabsmaleri eller radikal avantgardist, men en maler, der optager og videregiver sin tids brydninger. Hans styrke ligger i denne evne til syntese, i et sammenhængende værk, hvor motivets intimitet vejer tungere end det teatralske.
Motiver og værker: interiører, haver og udsigter over Wien
Carl Molls yndlingsmotiver siger meget om hans følsomhed. Han udmærker sig i skildringen af hjemlige interiører, disse rum badet i et dæmpet lys, hvor møblerne, vinduerne og genstandene danner scener præget af ro. Det fortrolige liv, indfanget i sin enkelhed, bliver her til malerisk stof. Et værk som Mor og barn ved bordet (Ved morgenbordet) illustrerer denne intime åre, hvor et almindeligt øjeblik i hverdagen behandles med opmærksomhed og mådehold.
Maleren hæfter sig også ved haverne og landskaberne i Wiens udkant. De nordlige boligkvarterer i byen, udsigterne over Döbling — som et maleri viet til denne forstad vidner om — eller omegnen af Hohe Warte leverer ham tilbagevendende motiver. Her iagttager Moll årstidernes skiften, sneen, vegetationen og villaernes arkitektur, med en forkærlighed for afbalancerede kompositioner og nedadskuende eller hævede synsvinkler.
Til disse motiver føjer sig stilleben og scener knyttet til den wienske kulturelle erindring. Helheden danner et hjemligt og bymæssigt univers, vendt mod det intime snarere end mod den store historiske fortælling. Denne tematiske vedholdenhed giver hans værk en genkendelig enhed, hvor stemningen altid vejer tungere end anekdoten.
En nøgleskikkelse i den wienske modernitet
Carl Molls historiske rolle rækker ud over hans maleriske produktion alene. I 1897 var han blandt grundlæggerne af Wienersecessionen, den bevægelse, der omkring Gustav Klimt ville bryde med den officielle akademisme og åbne den østrigske scene for internationale strømninger. Moll engagerede sig i tilrettelæggelsen og bidrog til at gøre kunstnere udefra kendt for det wienske publikum. I 1905 forlod han Secessionen sammen med gruppen samlet omkring Klimt, i kølvandet på de spændinger, der dengang splittede bevægelsen.
Hans engagement fortsatte inden for kunstmarkedet, hvor han indtog en vigtig funktion i galleriet Miethke og bidrog til udbredelsen af moderne kunst i Wien. Gennem denne dobbelte virksomhed som maler og formidler legemliggør Moll en skikkelse af kulturel arrangør, opmærksom på cirkulationen af værker og idéer i lige så høj grad som på sin egen skaben.
Hans løbebane ender på dyster vis: nær kredse, der var velvilligt indstillet over for nationalsocialismen, tog Carl Moll sit eget liv i Wien i 1945, i de sidste dage af Anden Verdenskrig. Denne tragiske afslutning kaster et modsætningsfyldt lys over en tilværelse, der ellers var fuldstændig viet til kunsten. I dag forbliver hans værk et følsomt vidnesbyrd om Wien ved århundredeskiftet, mellem landskabsarv og bekræftelse af moderniteten, og indtager fortsat en anerkendt plads i Wienersecessionens historie.
Opdag samtlige reproduktioner af malerier af Carl Moll.
